Foto fra internettet
FODERPLADSER OG SPISEVANER:
Indretning af en foderplads er vigtig i forholdet til vildsvinets følelse af tryghed. De bedste foderpladser etableres i skovbrynet eller direkte i skoven i en lille lysning. En foderplads bør bestå
af en tønde med foderspreder opsat i ca. 2 m højde. Foderspreder bør være indstillet til at sprede ved skumringstid og evt. midt på natten. Derved kan man være heldig at lokke grisene til 2 gange på en nat. Vildsvinene
kender ikke klokken men lyden fra en foderspreder kan høres langt væk og vildsvinene lærer sig hurtigt at det betyder at der er serveret.
En foderplads bør ligeledes bestå at 2-4 træer der er sværtet ind i vildsvinetjære
i op til en m højde og så langt opppe som man kan nå. Den nederste del er så vildsvinene kan gnubbe sig op ad træet. Den adfærd er for at dræbe de larver og parasitter der sidder i pelsen og huden på vildsvinet.
Den øverste tjære er for at sprede færden af tjære så langt som muligt. Tjære er en lige så vigtig del af en foderplads som foder er.
Når egetræer slippe deres agern i midten af September, vil besøgene
på foderpladserne blev mere sjældne. Først i slutningen af november begynder vildsvinenes sporadisk besøge på foderpladserne igen.
I foråret og sommeren igennem vil besøgene på foderpladserne blive hyppigere
og hyppigere. Det er mest søer med smågrise og unge orner der besøger foderpladserne. Forklaringen på dette er meget enkel, når søerne har en større flok kultinger at brødføde tager de fortrinsvis
den nemme løsning og det er der hvor foderet bliver serveret på et fad for dem, foderpladserne. Der findes intet mønster i hvor på ugen eller hvilket tidspunkt på natten de besøger foderpladserne. De kan være der
to aftener/nætter i træk i op til over en uge for derefter at blive væk i flere dage.
Vildsvinene kan komme på foderpladserne fra lige før det bliver mørkt til det er ved at blive lyst og enkelte gange også
i dagtimerne.
Men, søer med smågrise og kultinger vil sædvanligvis ud på foderpladserne først på aftenen. Hele flokken har brug for en masse mad. Soen vælger sædvanligvis en foderplads i stedet for at
skulle søge efter maden. Soen er meget bevidst om, at alle smågrisene skal have lige adgang til fødevare. Soen skubber de kultinger som er for ivrige og maser på, væk fra maden så dem der ikke er så anmassende også
kommer til fadet. Soen selv spiser ikke så meget på foderpladser, men holder mest et vågent øje med kultingerne og omgivelser. Ved den mindste lyd, der ikke behager hende, grynter hun og alle forsvinder straks tilbage til skoven. Men
der plejer ikke at gå lang tid før hele flokken kommer tilbage til foderpladsen. Vildsvinene lærer hurtigt hvor foderpladserne er og det varer ikke længe før der er tydelige stier i skoven som fører til og fra foderpladserne.